FYSISK SUNDHED
Immunforsvaret
Nogle forskere mener, at stigningen i f.eks. allergier og autoimmune lidelser kan skyldes, at man i mindre grad er blevet udsat for naturens sunde bakterier. Hvis vi sjældent er udenfor og kan mærke jorden under neglene, bliver immunforsvaret slapt og forvirret og begynder at overreagere. Autoimmune sygdomme som astma og eksem er i virkeligheden kroppen, som angriber sig selv, fordi den tror, at det er noget farligt. Den forvirring opstår, fordi immunforsvaret ikke har lært at bekæmpe miljøpåvirkninger og derfor ikke kan skelne mellem "de gode og de onde" bakterier. Derfor er det godt for immunforsvaret at komme ud i naturen blandt begge slags bakterier.
Hjerte og blodtryk
En af naturens mange positiver er, at den kan sænke dit stressniveau. I en undersøgelse sammenlignede man folk, der gik 15 minutter i naturen, med folk der gik 15 minutter i byen. De, der gik 15 minutter i naturen blev målt til at have et lavere blodtryk, hjerterytme og niveauer af stresshormonet kortisol.
Knogler
D-vitamin fra solen gør dine knogler stærkere. Omkring 30 minutter i solen om dagen kan give dig det, du har brug for på en dag, og kan dermed mindske risikoen for knogleskørhed. Derudover kan nok D-vitamin nedsætte risikoen for andre sygdomme som f.eks. type 1-diabetes og hjertesygdomme.
Lungerne
Når du er ude i naturen, kan du tage længere og dybere vejrtrækninger pga. den friske luft. Det gør, at der bliver sendt mere ilt rundt i kroppen.