DAGBOG
På vores erfaringstur ville vi gerne fokusere på det psykiske undervejs, så vi havde forberedt nogle spørgsmål, som vi svarede på efter første vores første overnatning.
Bedste oplevelse
"Man tænker ikke så meget på ting, man ikke burde tænke på f.eks. udseende, da man ikke konstant er omgivet af spejle. Der er mange små opgaver at klare, og så ligger man bare sit fokus der. Det er også bare hyggeligt at vi har det så godt sammen, og da der er mange ting man skal klare sammen, styrker det også vores sammenhold. Man bliver på en eller anden måde bekræftet i, at man godt 'kan' noget i og med, at man hele tiden bruger sine hænder, og derved laver noget konkret, hvilket man jo ikke i så høj grad gør i dagligdagen mere som for f.eks. 100 år siden. At vågne i takt med solen; Veludhvilet og klar på en god dag er skønt. Man følger ligesom bare med i naturens rytme, overgiver sig til noget større".

Humør
"Det er dejligt at mærke, at man har brugt kroppen, og er træt på en behagelig måde. Man er på en måde mere i kontakt med sit humør og sine følelse, da der ikke er distraktioner på samme måde. F.eks. går man bare i seng, når man er træt og følger dermed ens egen rytme, ikke underlagt noget andet. Humøret hænger sammen med energiniveauet og svinger en smule. Det var skønt at vågne og bare mærke, at man er klar på dagen. Man giver også sig selv lov til at geare ned, og man kan helt sikkert mærke en ro i kroppen. Ens humør påvirkes også af, hvorvidt de basale behov er dækket, så det er jo vigtigt med mæt, varm og tør-reglen".Savn
"Det eneste vi mangler er en større ske og nogle tændstikker, men ellers ikke nogle af de hjemlige goder, vi bruger i dagligdagen. Så længe man har det praktiske man har behov for med, så er man godt dækket ind. Derfor er det vigtigt, at man er godt forberedt. Man kommer også til at sætte større pris på de ting, man ofte tager for givet, fordi man ikke bare køber færdiglavet mad eller har maskiner til det hele, så det er måske mere ting som følelsen af at være ren eller varm, man kunne savne. Man kommer til at være langt mere taknemlig for f.eks. en sovepose og et færdiglavet måltid mad".
Distraktioner
"Vi bruger generelt ikke vores mobiler særligt meget. Dog har vi dem med, og det kan vel på sin vis godt distrahere en smule, at de er her, så vi kunne godt have ønsket, at de ikke var med. Vi glemmer dem også helt når vi laver ting, og det er dejligt ikke at skulle tage stilling til, nu når der er så mange andre indtryk".
Samvær
"Man er sammen på en helt ny måde. Der er opgaver man klarer sammen, og man er mere til stede. Det er også vigtigt at give plads til hinanden, da man ikke bare kan isolere sig på et værelse. Det er rart at være herude i flere dage og ikke bare en eftermiddag, så man får mere ud af det".
Kan du slappe af?
"Vi er jo taget på tur med et formål, og undervejs har vi kontempleret lidt over projektets formål. Vi er enige om, at vi vil have folk til at tage ud uden et bestemt formål. Det kan være godt at tage ud i naturen for at dyrke sport eller andet, men det er ikke der vores fokus er, for hvis man skal kunne opleve den totale afslapning, og ændring i sindet, er det vigtigt ikke at have en masse at nå, så man bare er i naturen i momentet".
Tålmodighed
"Man accepterer bare, at tingene tager lidt længere tid. Man kan ikke være herre over elementerne. Det er naturligt, at det bare tager den tid det gør at koge ris og andet, så man affinder sig med det og fralægger sig det ansvar, hvilket er i orden. Så det er rigtig godt og man kan hurtigt mærke ens tålmodighed styrkes. Man er bare i det, i stedet for at stresse".Fysisk tilstand
"Vi kan mærke, at vi bruger vores kroppe mere, og det føles godt. Der er bare lidt længere hen til vandet og toilettet, og man bevæger sig lidt mere generelt. Da vi havde været i det en hel dag, blev vi udmattet på en dejlig måde, og vi sov sover bedre. Det er en anden måde at være træt på, end når man bare har siddet foran en skærm".Sanser
"Når man ikke hele tiden bliver overstimuleret af elektronik og andet, bliver ens sanser forstærket. Man kan bare lade sig selv opsluges af fuglenes sang, eller flammernes knitren, og man lægger mere mærke til det. Man bliver også mere bevidst om temperaturen, og andre ting generelt. Man kommer til at mærke bedre efter i sig selv, fordi man er med sig selv på en mere fuldkommen måde. Det resulterer i en øget bevidsthed om sine behov, og man gør ting, når det er nødvendigt, og ikke bare af rutine eller kedsomhed".